Kundehistorie

Vores bjælkehus i Tisvildeleje

Følg Jeanne & Arne fra start til færdigt pusterum

Drømmen om sommerhuset bliver til virkelighed for psykolog Jeanne Fløe og hendes mand Arne. Læs med her, hvor Jeanne skriver om forløbet og tankerne undervejs.

Tisvildeleje, sommeren 2021

Hygge og sommerhusstemning

“Vi er simpelthen så glade for det. Og trives super godt i det. Det er alt, hvad vi har drømt om.”

Jeanne & Arne er flyttet ind –  behagelig sofa og senge, rustikt plankebord, lette gardiner, godt køkkengrej, bløde puder, magasiner, bøger og lidt kunst til væggene.

Fotografen er begejstret – det bliver fine billeder. Arne tripper lidt – han mangler noget, men stiller selvfølgelig op sammen med Jeanne til billeder foran huset, i det smukke lyseblå køkken og ikke mindst i den bløde sofa med udsigt til alt det grønne udenfor.

Og pludselig dukker en varevogn op og Arne lyser op – HANS møbel er endelig kommet. Væk med den lille bænk og den flettede kurv langs væggen i stuen og ind med en flot, lav, reol i lyst finér. Det er Arnes grammofon, højtalere og pladesamling, som har fået deres helt eget møbel. Nu kan det godt være, at deres nye udendørs lounge møbler mangler, men alle de fantastiske LP-plader med musik, der bringer glæde og minder frem, de er der. Jeanne & Arne er rigtig flyttet ind.

Se filmen med hele processen frem til leveringen af det nye bjælkehus nedenfor.

Venligst aktivere statistikker, markedsføring cookies for at se denne video.

København, januar 2020

Jeanne opdaterer på hendes blog

“Min mand og jeg har i lang tid gået med en drøm. Drømmen om et pusterum i form af et sommerhus. Boligsiden er blevet pløjet igennem de sidste 5 år. Min mand burde stille op i Hammerslag, for han rammer hver gang med meget lille margin og ville slå både hold Øst og hold Vest.

Fanø, Skagen, Blåvand, Henne er blevet studeret nøje, for som jyde er der bare ikke noget som vestkysten.

Flere gange har vi taget turen rundt i det sjællandske, og hver gang er vi enedes om, at: Der er alt for mange sten på stranden, der er ingen ordentlige klitter, grundene er for små, husene ligner kolonihavehuse, og det der Tisvildeleje er opreklameret.

Vi har bare også måttet sande, at for at vi skal få brugt et sommerhus i en travl hverdag, så skal det ligge i køreafstand fra København. Derfor har vi købt en grund i – ja Tisvildeleje – og vi glæder os.”

København, februar 2020

Jeannes facebook post

Ind i feriehusets sjæl
Min mand og jeg har været på et utal af udstillinger for at finde det hus, vi gerne vil bygge på vores sommerhusgrund. Vi har pløjet diverse boligmagasiner, Instagram og Pinterest. Wauv, jeg elsker at se på smukke ting. Drømmene får frit løb. Jeg kunne godt drømme om et arkitekttegnet hus. Men jeg er også realistisk og ved, at det må blive et typehus.

Vi er begge enige om, at huset skal være enkelt. Det skal på ingen måde være den villa, vi aldrig får. Selvom jeg gang på gang falder for sommerboliger, der minder om et funkis hus. “Mig selv!”, siger jeg så. “Det skal være klassisk”. “Et træhus med sjæl”, drømmer jeg videre. “Det skal være med tagpap”, siger min mand så. “Tagpap?”. “Man ser jo ikke taget, når man er indenfor?”. Men jo det skal være tagpap, siger han med overbevisning i stemmen.

En af de flinke mænd, der står ved udstillingshusene, siger så, at vi bare skal finde et hus, der dækker vores behov. Ikke mere end det. Det bliver så ret umuligt at bygge et hus, der dækker vores behov. For vi har seks børn. Og som om det ikke allerede var nok til at vælte ethvert budget, så er de seks blevet til mange flere med kærester og børn.

Så det må blive et hus, der har et par ekstra sovepladser, uden det bliver et kæmpe hus uden charme. For i min drøm ser et sommerhus ikke stort og mægtigt ud, men lille og hyggeligt. Et hus, der kan danne ramme om den anden verden, der skal udgøre et supplement til dagligdagen i vores lejlighed.

Tanken går dog også til vores børn. Det er vigtigt for os, at det hus vi vælger ikke skal være et hus, der står der og ser brand godt ud de næste par år og i et formsprog, der er alt for tidstypisk.

Huset skal kunne stå der og danne rammen om mange års sommerminder både i vores tid, vores børns tid, børnebørn og… Derfor skal huset være tidløst i sit udseende og lavet i gode materialer.

Med kodeord som enkelt og klassisk endte vi med at vælge et Jeppesen bjælkehus. Jeg bliver så glad helt ind i hjertet, når jeg ser på dets enkelhed. For for mig er det altafgørende, at rammen signalerer fristed. Og det gør dette hus. Det er lille og charmerende. Det er et længehus i træ malet sort og med hvide vinduer. Næsten som min barndoms drøm om et fristed.”

Jeanne & Arne besøger byggehusudstillingen HUSET i Middelfart i slutningen af 2019 og forelsker sig i Jeppesen bjælkehuset. Salgs- og byggerådgiver Verner Bitsch-Jørgensen rådgiver og guider hele vejen, og da købet af grunden i Tisvildeleje endelig falder på plads bliver der skrevet kontrakt på et Jeppesen bjælkehus på 82 m2 plus 11 m2 overdækning. Der er sat gang i drømmen.

København, marts 2020

Jeanne skriver på bloggen

“Min livsstil udfordrer søvnen. Jeg kender nødvendigheden af hjernepauser og jeg kender nødvendigheden af at slukke for Ipad, computer og droppe mobilen minimum en time inden sengetid. Men det gælder ikke altid mig selv. Det betyder så, at jeg både er presset indefra, fordi søvnen påvirkes, når jeg konstant er på og udefra, fordi jeg bor op ad en af Københavns mest befærdede gader. Og selvom jeg ikke hører de mange biler, så hører min krop dem.

Derfor drømmer vi om et pusterum. En vidunderlig mulighed for at nyde storbylivet i kombination med et lille hyggeligt træsommerhus med plads til ro og afslapning. En god bog, madlavning, gåture. Og i ny og næ ro til at skrive. For jeg holder af at skrive”.

København, april 2020

Tid til en facebook opdatering

“Nu hvor min mand og jeg har valgt, hvilket typehus vi vil bygge på vores dejlige grund i Nordsjælland, har vi været i gang med at vælge, hvilke tilkøb vi vil lave. For man kan altid gøre drømmehuset lidt mere lækkert.

Når det er sagt, så er kvaliteten i et Jeppesen hus ret høj, også hvis man ”nøjes” med basis modellen. Jeg er kendt for ikke at gå ned på kvalitet. Og kan man drømme, gør jeg det glædeligt. Og det fantastiske ved et Jeppesen hus er netop, at selvom det er et typehus, så har du alle muligheder for at sætte dit personlige præg på detaljen.

Hvis du har fulgt med på min blog, ved du, at det er altafgørende for min mand, at det medfølgende standardtag skiftes ud med listetækket tagpap. Man har altså ret lang snor til andre småtilkøb, når først man har overgivet sig på den. Og indrømmet – den undskyldning har jeg brugt et par gange: ”Du har fået listetækket tagpap, så …”

Det er en spændende proces, at finde de små detaljer, der fuldender ens drøm. Hvilke fliser skal der være i badet, hvordan skal brusenichen være, hvordan med gulvet i entreen, gulvene i stuen og på værelser, skabe, vinduer, køkken. Og nåh ja – tag?

Nogle ændringer handler blot om at finde den rigtige farve på flisen i entreen eller størrelsen på skabet, mens andre ændringer får kasseapparatet til at ringe.
Man kan godt gå sådan lidt shop amok. Tankerne går på, om jeg nu overhovedet kan leve uden en udebruser? Uden udekøkken? Ting er sat på ønskelisten og pillet af igen. For når man lægger alle tallene sammen, kan det ende med at blive et dobbelt så dyrt sommerhus, som det man først har beregnet og overbevist banken om er fornuftigt.

Så hvad kan jeg få for et listetækket tagpaptag? De flotteste trægulve, ændret farven på køkkenlåger, bedre ovn, større terrasse, småsprossede vinduer og brændeovn. Det er da meget godt gået for at gå med til et tagpaptag.

Maj – juni 2020

Forberedelser på grunden

Rigtig mange nye sommerhuse bygges på grunde, hvor der står et ældre sommerhus. For Planet Huses vedkommende er det omkring halvdelen af de sommerhuse, vi bygger. I Tisvildeleje på Jeanne & Arnes sommerhusgrund ligger der ikke et gammelt hus – her har der aldrig været bygget før. Så her handler forberedelserne til byggeriet om at finde den bedste placering til huset ift lys, indkørsel, naboer mv og så få ryddet træer og beplantning væk, så der er plads til at støbe fundamentet.

Før Jeanne & Arne afsluttede købet af deres sommerhusgrund, fik de taget en jordbundsprøve på grunden. Jordbundsprøven og den medfølgende geotekniske rapport skal vi altid kende, før vi kan bygge et sommerhus. Resultatet fortæller os, om jorden er stabil til at bygge på, eller om der er behov for ekstra fundering. Der er stor forskel på grunde, så hvis man som grundkøber er i tvivl, kan man betinge grundkøbet og huskøbet ift niveauet på funderingen, dvs hvis grunden kræver ekstra fundering og dermed gør byggeriet dyrere, kan man springe fra køb af grund og sommerhus. Jeanne og Arnes byggegrund krævede ekstrafundering, så de gik i dialog med sælger af grunden om nedslag i prisen, og det endte med, at de blev enige og dermed holdt fast i købet af grunden.

Byggetilladelsen fra Gribskov kommune kommer 3 uger efter, at projektleder Hermann Sillesen havde sendt den afsted. Byggetilladelsen er et usikkert punkt i byggeplanen, fordi vi ikke kender behandlingstiden hos kommunen nøjagtigt, og det kan variere ret meget fra kommune til kommune, men her gik det hurtigt, og så var det tid til den nøjagtige planlægning af byggeriet.

Grunden bliver også klargjort dvs der bliver ryddet plads til huset og i den forbindelse tager Jeanne & Arne stilling til, hvor mange og hvilke træer, der skal fældes.

Grundplan

Grundplanen for Jeanne & Arnes Jeppesen Bjælkehus ser sådan ud. Her er 82 m2boligareal og 11 m2overdækket terrasse.

Situationsplan

Sådan er Jeanne & Arnes sommerhus placeret på grunden – overblikket kaldes en situationsplan.

28. juni 2020

Jeanne skriver om grunden

Træerne, lyset og solens gang. Lysets leg med træernes blade. Wauv, hvor føler man sig lille, når man står der og betragter træerne. Træer er vidunderlige og smukke. Træer, der har stået det samme sted i mange år og som stikker dybe rødder ned i jorden. Derfor skal de også behandles med respekt og kun de træer, der står i byggefeltet har måttet lade livet. For med drømmen om et Jeppesen hus er det også drømmen om det nære og simple, der har været udslagsgivende for valget af netop et Jeppesen hus. Huset skal fremhæve de gaver, stedet har. Det skal være en baggrund til naturen.

Planet Huse i Ribe, juni 2020

Indretningsrådgiver Lene er på banen

I mellemtiden er de sidste detaljer omkring køkken og inventar også kommet på plads. Her hjælper Planet Huses indretningsrådgiver Lene Damkær Ebbesen og koordinerer med de forskellige underleverandører. Jeanne ønskede sig farvede låger i en lyseblå eller mintgrøn farve, og Invita havde ingen af delene som standard. Udfordringen blev løst ved, at Invita specialindfarver deres nye køkkenlåger til en skøn lyseblå.

Derudover er gulvet i det nye Jeppesen hus også et ekstravalg. Det bliver et smukt Dinesen gulv, og det glæder Jeanne & Arne sig til.

Planet Huse i Ribe, juni 2020

Elplan og byggeplan

Elplanen, som giver overblik over alle el-udtag og stikkontakter i huset udarbejdes af projektleder Hermann, og Jeanne og Arne får nu mulighed for at justere og tilføje, så den passer nøjagtig med deres ønsker.

Projektleder Hermann sender også et ugebaseret byggeprogram til Jeanne & Arne, som fortæller, hvornår Landinspektøren sætter af til huset samt tidspunkt for støbning og selve byggeriet. Da arkitektteamet tegnede huset tilbage i december blev det naturligvis også placeret ind på grunden, og i slutningen af maj er alt så klart til, at landinspektøren kan sætte af til huset. Jeanne & Arne er selvfølgelig med den fredag, det sker.

På el-planen ser vi alle stik og stikkontakter i huset.

Planet Huse i Ribe, 30. juni 2020

Besøg i produktionen

Mens fundamentet tørrer, bliver modulerne til bjælkehuset bygget i produktionen i Ribe, og det er i den grad et besøg værd.

Indretningsrådgiver Lene Damkær Ebbesen viser Jeanne & Arne rundt i produktionshallerne. De hilser på Arne & Arne i hal 4, som skal grunde og male alle yderbjælkerne til deres nye sommerhus. I hal 5 møder de Poul, Bent, Erik og alle de andre, som i et effektivt flow igennem hallen bygger hvert enkelt vægelement fra bunden. Et stærkt træskelet, som de sætter isolering i, vindtæt afdækning, stabilitetsplade, dampspærre og ikke mindst vinduer og døre. Arne er begejstret: “det er spændende at se og rigtig godt for at forstå processen”

Venligst aktivere statistikker, markedsføring cookies for at se denne video.

Tisvildeleje, juli 2020

Byggeriet skydes i gang

Alle elementerne blev læsset på blokvognen fredag, og mandag morgen meget tidligt kører kranbilen fra det jyske mod Tisvildeleje, hvor håndværkerteamet Dan og Jacob står klar.

Og så går det ellers stærkt – se bare med på den lille video. Inden der bliver sagt fyraften står væggene, kipbjælke og spær sidder, hvor de skal, og der er selvfølgelig dækket af med presenning, så der ikke kommer regn ind.

Nu er huset klar til de unikke Jeppesen bjælker, som Per har haft igennem den specielle fræsemaskine i Ribe, og som Arne og Arne efterfølgende først har grundet og derefter malet 2 gange.

Tisvildeleje, juli 2020

Bjælkerne kommer på

Det store byggesæt med alle bjælkerne til huset er ankommet og Dan & Jacob er i fuld gang med at sætte bjælkerne på.

Samtidig holder Jeanne & Arne ferie, og Jeanne skriver på sin blog:

“Det er, når vi kommer ned i gear, at vi genlærer at sanse og kan finde frem til den helende kraft indeni os selv. Naturens lyde, dufte og forskellige udtryk kommer mere og mere frem, som computeren og mobilen lægges væk.

Som mange andre har jeg en hverdag, hvor min hjerne er på overarbejde i sit forsøg på at bearbejde alle de stimuli, jeg udsætter den for. Det er en af grundene til, at min mand og jeg er igang med at skabe et pusterum. Et pusterum som modvægt til det liv vi også elsker nemlig livet i en storby. Vi må nemlig indse, at med det liv vi lever, så er vores hjerner under konstant pres.

Så da vi vågnede en morgen i vores ferie, og jeg kiggede ud på regnen og spurgte min mand: “Hvad ville vi finde på at lave nu, hvis vi sad oppe i vores kommende sommerhus?”. Så svarede min mand: “Vi ville lave det, vi har allermest brug for. Ikke en sk..”

Venligst aktivere statistikker, markedsføring cookies for at se denne video.

Tisvildeleje, september 2020

Gulvplankerne ankommer

Det lækre Dinesen gulv, som Jeanne & Arne har valgt, kræver lidt ekstra byggetid. Gulvplankerne ankom i anden uge af september, og så skal de først ligge og akklimatisere, inden vi kan begynde at lægge dem. Det tager 14 dage, hvor der så til gengæld kan laves flise og murer-arbejde i huset. Når Dinesen plankerne endelig bliver lagt, skal de slibes og så kan vi sætte inventar ind – dog ikke brændeovnen, som først kan monteres efter at det fine nye gulv er lud- og sæbebehandlet.

Jeanne & Arne venter tålmodigt på sidelinjen, og Jeanne skriver på facebook:

De smukkeste gulve

I bytte for listetækket tagpap, som stod øverst på min mands ønskeliste, fik jeg lov at opgradere gulvene. Nu mangler de lige den sidste finish. De skal finslibes og have sæbebehandling. Man fornemmer allerede nu, hvor smukt det står til huset.

Tisvildeleje, oktober 2020

Huset er færdigt

Tålmodigt har de ventet – på gulve, der skulle tørre og køkkenlåger, som var forsinkede, og så gik det alligevel stærkt til sidst. Nu står det der –  helt funklende sort udvendigt, og lyst, luftigt og rart indenfor.

Byggeleder Henrik har først gennemgået hele huset med tømrer-teamet Dan & Jacob – det er det sidste kvalitetstjek, inden han inviterer Jeanne & Arne til gennemgang og overdragelse. Der er smil og glæde. Gennemgangen er effektiv og uden andet end småbemærkninger, så nu er det tid til, at Jeanne & Arne kan fornemme huset, lyset og omgivelserne, inden de for alvor flytter ind.

Jeanne skriver på facebook

“Det er vildt fantastisk, at sommerhuset nu står der sådan rigtigt for alvor. Nøglerne blev overdraget til os i fredags. Ved samme lejlighed skulle der være mangelgennemgang. Vi havde kun ganske få bemærkninger, og de blev imødekommet uden kamp.

Nu er det alvor. Det er her, drømmene skal leves ud. I en tid, hvor corona har gjort, at rejser ud af landet er noget, man ikke kan tro på i nærmeste fremtid, er det ren luksus at have mulighed for at nyde fridage i et sommerhus. Vi har lagt håndklæder klar på værelserne, så vi er klar til besøg af ungerne. Vi har dog ingen senge fået købt endnu. Men det kommer.

Alt det, der skal købes, for at sådan en ekstra bolig kan blive klar til, at man kan overnatte, er ærlig talt lidt uoverskueligt. Så er det godt, at det kun kræver en termokande og et par krus at kunne få en god start. Her sidder vi så for første gang i vores køkken, som forhåbentlig skal danne rammen om mange hyggelige stunder.

Du har sikkert opdaget, at køkkenet er lyseblåt. Min mand var skyld i, at Planet Huse fik kaffen galt i halsen, da han ringede og sagde, at de havde ramt den forkerte blå farve.

Det havde de så ikke. Det måtte selv han indrømme, da han med farvekoden i hånden kunne konstatere, at den blå farve var præcis, som han havde bestilt den. Om han har fortrudt et blåt køkken? Hmmm, det tror jeg egentlig ikke. Selv synes jeg, at farven er rigtig sommerhus hyggelig.

Læg mærke til inderbeklædningen på sommerhuset. Det var en af de ting, vi faldt for ved Jeppesen huset. Det er af en virkelig fin kvalitet. For ikke at forglemme charmen ved de sprossede vinduer, som lader lyset spille på en helt vidunderlig måde.”

Mød andre familier

Bliv inspireret af andre familier, som fik bygget deres drømmesommerhus med Planet Huse.

Se alle kundehistorier

Familien Olesens danske oase

Tina & Johnny havde først tænkt, at de skulle have et sommerhus med et moderne look, men de forelskede sig i et Jeppesen bjælkehus.

Læs kundehistorie

Privatliv og ro for by familien

Christina lod sine instagram følgere afgøre farven på køkkenet i deres smukke sommerhus.

Læs kundehistorie

Et helt unikt fristed

Lene & Toke ønskede en kontrast til deres rækkehus i København med mange mindre rum og tæt på naboerne. I Nordsjælland fik de deres helt eget unikke sommerhus.

Læs kundehistorie