Kundehistorie

Vi elsker faktisk alt

ved vores nye sommerhus

Anna, Carl, Anette & Peter – der er kæmpesmil på dem alle fire, da vi lander i det skønne sommerhusområde i Odsherred. Deres sommerferie er lige startet, og de har brugt de sidste par dage på at få sommerhusets kæmpestore sydvendte terrasse helt på plads, for Planet Huse skulle jo komme og tage billeder. Vi – teamet fra Planet Huse – smiler også, for det er en drøm af et hyggeligt sommerhus at træde ind i, og det er tydeligt, at familien føler sig hjemme.

Droppede den spanske sommerhusdrøm

“Vi havde drømt om sommerhus i de spanske bjerge i adskillige år, men Covid-19 satte drømmene i perspektiv”, forklarer Anette. “Vi prioriterede mindre rejseaktivitet og mere hjemmetid, og gik så på udkig på det danske sommerhusmarked – sammen med resten af Danmark. Vi vidste, hvilket område vi gerne ville bo i, og vi vidste også ret hurtigt, at vi gerne ville bygge nyt. Vi kan i virkeligheden godt lide charmen ved de gamle klassiske sommerhuse med småsprossede vinduer og indvendig træbeklædning. Men vi kan også rigtig godt lide bekvemmeligheden ved den lave vedligeholdelse, der er ved et nybygget hus.”

Ingen grunde til salg…

Der var bare ingen grunde til salg, og sommerhusmarkedet var rødglødende. Anette & Peter sad og kiggede matrikler på Google Maps for at finde de ubebyggede grunde i området, og så forsøgte de at få kontakt til ejerne. Det var ikke helt nemt, og de måtte via familiemedlemmer, før der endelig var hul igennem og vigtigst af alt – et positivt svar. Og mens de jagtede den rigtige grund, undersøgte de, hvem der skulle bygge deres nye sommerhus.

Et sommerhus til os

Hos Tim i Roskilde mødte de en ærlighed og en tryghed, som var afgørende for deres valg af Planet Huse. Tim & arkitektteamet i Ribe tegnede et Nova sommerhus, som passede præcist til Anette & Peter, børnene Anna & Carl og ikke mindst hunden, Balou.

De forlængede Nova 102/92 sommerhusmodellen for at få en større spiseafdeling – så de øgede boligarealet fra 92 til 106 kvm. Terrassens overdækkede areal blev også forlænget, så der nu er næsten 30 kvm. Det er et formidabelt uderum, hvor de lange sommeraftener kan nydes ved det store spisebord eller i de fine lounge-møbler. Der er også flyttet rundt på indretningen, så der er to superflotte badeværelser – det ene med et smukt badekar. Den store hems er også et hit hos Anna og Carl, og her er der ovenikøbet isat et flot tagvindue, så ungerne kan kigge på stjerner, og som en ekstra bonus giver vinduet et skønt lysindfald til spiseområdet.

Blød, hyggelig og indbydende indretning

Det er et fantastisk hyggeligt og indbydende sommerhus at træde ind i og Anette, som kan tage æren for den del, smiler og fortæller: “Vi har forsøgt at indrette os med en masse loppefund og brugte ting, for at det ikke skal se for nyt ud. Fordelen ved at bygge nyt er jo, at vi har haft næsten 9 måneder til at samle ting sammen – nærmest som at vente en baby. Så da vi fik nøglerne var vi klar til at rykke ind og indrette med det samme. Vi har fokuseret på elementer af træ, flet og natur for at være tro mod den sommerhusstil, som vi så godt kan lide.”

Hvad er deres bedste råd til andre?

Familiens bedste råd til andre, som går i sommerhusbyggetanker: Deltag i processen. På den måde opnår I de bedste resultater i samarbejde med rådgiverne. Rigtig meget kan lade sig gøre, det var også en af grundene til, at vi valgte Planet Huse. Det behøver ikke ligne et nybygget typehus – I har muligheden for at gøre det til helt jeres eget.

Skuldrene sænker sig

Og ja, de elsker faktisk alt ved deres nye sommerhus og sommerhuslivet, smiler Anette: “Det er som om, at skuldrene sænker sig, når vi kører ned at vejen til sommerhuset. Alting foregår bare i et andet tempo. Når vi er heroppe, er vi sammen på en helt anden måde end derhjemme, hvor skole og arbejde, fritidsaktiviteter, legeaftaler, madpakker og huslige pligter jo naturligt fylder.”

100% feriefølelse

“At stå op om morgenen, gå en tur ned til stranden og tage dagens første dukkert, tilbage og skylle sig under udebruseren, spise morgenmad på terrassen – og så ellers bare se, hvad dagen bringer, det føles som ferie.

Tænk, at vi har muligheden for at opnå feriefølelse en time fra, hvor vi bor, så tit som vi vil. Vi føler os vildt taknemmelige og privilegerede.” slutter Peter af, mens Anette, Anna & Carl er i fuld gang med at finde badetøjet frem, for temperaturen har nået et punkt, hvor alle trænger til at blive kølet ned med en hurtig dukkert.”

Mød andre familier

Bliv inspireret af andre familier, som fik bygget deres drømmesommerhus med Planet Huse.

Se alle kundehistorier

Familien Olesens danske oase

Tina & Johnny havde først tænkt, at de skulle have et sommerhus med et moderne look, men de forelskede sig i et Jeppesen bjælkehus.

Læs kundehistorie

Her leves livet

Sommerhuset i altid vidunderlige Vig bruges flittigt af familien Grønholt. Faktisk hver weekend siden huset blev deres for 1/2 år siden.

Læs kundehistorie

Pottemagerens pusterum

Et pottemagerværksted, en fantastisk foldedør og et helt personligt indretningselement. Se familiens helt personlige pusterum.

Læs kundehistorie